Metoderne
Tilknytningsteori
Tilknytningsteori er en psykologisk teori, der beskæftiger sig med børns emotionelle bånd til deres primære omsorgspersoner. Behovet for tilknytning forstås som et basalt, evolutionært behov, der sikrer, at et barn opholder sig tæt på sine forældre. Tilknytningssystemet er så at sige et medfødt instinktivt system, hvis formål er at hjælpe barnet til at overleve. Det kan simpelthen ikke overleve uden beskyttere/omsorgsgivere, der kan passe på det, indtil det selv er stort nok til at klare sig i verden.
I barnet er også det såkaldte udforskningssystem, som driver barnet til at udforske og opleve verden. De to systemer komplementerer hinanden og fungerer, optimalt set, i harmonisk balance. Når tilknytningssystemet aktiveres, dvs. når barnet har brug for omsorg eller bliver bange, slukkes udforskningssystemet og barnet har ikke længere lyst til at gå på opdagelse, men søger i stedet nærhed hos omsorgsgiveren. Når barnet har fået den nødvendige omsorg, slukkes tilknytningssystemet og barnet kan igen kigge ud i verden.
Kvaliteten af tilknytningen mellem barnet og dets omsorgsperson, f.eks. barnets oplevelse af at møde tryghed og trøst, når det har brug for det, betragtes som basis for en indre model for fremtidige relationer og bliver en integreret del af barnets personlighed.
I tilknytningsteori arbejder man også ud fra antagelsen om at den voksne omsorgsgiver har et tilsvarende omsorgssystem for handling, der yder omsorg for barnet. Allerede i graviditeten starter udviklingen af dette system hos den kommende forælder, som vil gøre hende/ham i stand til at reagere passende på det lille barns signaler.
Vores egne tidlige oplevelser med omsorg og trøst kan påvirke den måde vi reagerer på i samspillet med vores børn. Ofte gentager vi det mønster, vi selv lærte som børn, der blev til vores tilknytningsmønster og skabelon for at indgå i relationer. Traumer i barndommen har også vist sig at kunne påvirke den måde vi senere, som voksne, reagerer i samspillet med barnet. Disse mekanismer foregår ofte uden at vi er bevidste om det. Eller det kan opleves som at vi ikke er i stand til at håndtere en situation med barnet, sådan som vi ønsker, fordi vi bliver revet med af vores egne følelser og frustrationer. Her viser forskningen heldigvis også, at terapi og rådgivning kan hjælpe.
Acceptance and Commitment Therapy
ACT er en del af 3. bølges kognitiv adfærdsterapi og har vist sig at være en effektiv behandlingsform i forhold til en lang række forskellige problemstillinger. Det overordnede formål i ACT er at træne sin psykologiske fleksibilitet. Smerte er et menneskeligt grundvilkår og i perioder er livet svært. I ACT arbejder man derfor med, at man kan forholde sig til smerten på en fleksibel måde.
Det værdifulde liv er derfor ikke et spørgsmål om et fravær af negative tanker og følelser, men i højere grad en accept af det som et menneskeligt grundvilkår. I ACT ønsker man derfor at hjælpe folk til at kunne forholde sig til sine tanker og følelser på en mere fleksibel måde, så de ikke kommer til at stå i vejen for et værdifuldt liv.